Måske For Evigt - Malene Ripullone


Malene sendte en sød mail til mig og spurgte, om jeg ville anmelde hendes debutroman Måske For Evigt. Som bogelsker og kæmpe romantiker kunne jeg simpelthen ikke sige nej. Det er en stor ære at få lov at anmelde Måske For Evigt og dertil skal siges en stor tak til forlaget Mellemgaard og Malene Ripullone selv.

Måske for evigt er en romantisk og gribende fortælling om Mille og Marco og deres hæsblæsende kærlighed til hinanden. Bogen er super romantisk og sød, men også gribende og man har følelserne i alle retninger, mens man læser historien igennem.

Følelserne er store og følbare i Malene Ripullones bog Måske For Evigt. Man bliver allerede fra første side rørt af ordene og de følelser, som hun formår at få igennem til læseren. Jeg er helt vild med begyndelsen og jeg er helt vild med historiens udfoldelse og forløb igennem bogen. Handlingen og udførelsen er virkelig, virkelig fantastisk!

”For helvede, den pige. De øjne. De gør stadig ting og sager ved mig. Selv nu, hvor jeg ligger her i min seng og ikke kan falde i søvn, fordi hun har invaderet min hjerne. Min krop. Min sjæl. (…) Den mærkeligste følelse af at være i live igen fylder min krop (…) En helt ny åbenbaring.” – Malene Ripullone, Måske For Evigt, side 11, forlaget Mellemgaard.

Selve opbygningen i bogen, er som sagt ligetil og veludført. Man bliver introduceret for adskillige personer i bogen og hver især giver de noget til bogen, som gør den både humoristisk og virkelig. Det hele spiller ligesom sammen, og gør kun bogen mere indholdsrig. Sproget i bogen er godt og velovervejet og har en ungdommelig og på samme tid voksen tone, som passer til hver person under dialogerne. Det eneste negative ved sproget er, at jeg synes, der var nogle fejl i sætningsopbygningen nogle steder. Det er dog ikke noget, der ødelægger fortællingen!

Personerne i bogen er meget forskellige og på nogle punkter positivt stereotype. Jeg kunne rigtig godt lide, at franskmændene i bogen er, som man forestiller sig franskmænd og det samme med Marco og hans familie, som er italienere og også har træk af stereotype italienere. Det giver ligesom læseren en god idé om, hvordan de ville være som virkelige mennesker. Mille er også beskrevet rigtig godt som en 20-årig ung (og måske lidt naiv) pige, som både er livsglad, nervøs, jaloux og i den grad elskværdig. Marco er også både en kærlig og rar mand, som man ville ønske, alle kvinder kunne få del af.

Slutningen på bogen var for mig lidt for forhastet. Den nåede ligesom ikke helt i mål. Alt op til var helt vildt godt, men jeg manglede bare lidt mere closure i slutningen, da jeg synes, den er for åben og jeg ikke rigtig har mulighed for at regne ud, hvordan det vil gå for Mille og Marco fremadrettet. Men selvfølgelig er bogens titel også Måske For Evigt, så måske det er hele Ripullones plan at lade læseren være lidt eftertænksom.

Alt i alt var Måske For Evigt en fantastisk sød og meget dyb historie, som på flere punkter rørte mig. Jeg håber alle får lov at mærke kærligheden lige så stærkt som Mille og Marco og hvis man ikke har prøvet det endnu, synes jeg helt sikkert Måske For Evigt kan give en god forsmag på det.

Bogen får 4½ ud af 5 stjerner. Og jeg vil helt sikkert sige, at hvis du godt kan lide Jojo Moyes eller Colleen Hoover, så er Malene Ripullones Måske For Evigt også en god bog til at have i den samling af kærlighedsbøger som rør en dybt på den ene eller den anden måde.

Mange tak til Malene Ripullone og forlaget Mellemgaard.

Andre indlæg