Vis Mig Dit Bibliotek


Jeg gik i et stykke tid med tanken om, at jeg gerne ville se andres biblioteker, og høre hvorfor lige præcis deres bibliotek er noget specielt for dem. I den forbindelse har Kultur For Børn (Cæcilie Otzen) og Pipaluk Books været så søde at sende nogle billeder af deres bibliotek og en kort tekst til det.

Jeg håber, at du har lyst til at læse med og måske endda få lyst til at vise dit eget bibliotek frem?

I så fald, så brug hashtagget #Vismigditbibliotek og eventuelt skriv en kommentar til dette blogindlæg.

Som barn var det en fast tradition på min skole, at man i èn time om ugen havde bibliotekstime. Den time blev brugt på at finde og læse nye bøger, og en gang i mellem også at få læst højt af en bog som bibliotekaren havde udvalgt.

For mig var bibliotekstimen et frirum. Det var et sted jeg kunne gå hen når jeg havde brug for inspiration, eftertænksomhed eller bare et sted hvor jeg følte mig helt og aldeles hjemme.

Har du haft den samme følelse ved at gå ned på dit bibliotek?

Engesvang Bibliotek er for mig et af de bedste steder i den lille by Engesvang. Med meget få butikker og meget få steder at sidde i tørvejr er Biblioteket mit foretrukne sted at være.

På billederne kan i se hylden med Ungdomsbøger. Det var altid her bibliotekaren førte mig hen når jeg skulle have nye bøger med hjem.

Bibliotekaren var også min dansklærer og på en måde en af de vigtigste personer i mit liv igennem teenageårene i folkeskolen.

Hun vidste altid lige hvad bog der ville falde i min smag!

Kenneth Bøgh Andersens bogserie Den Store Djævlekrig var én af mine første længere læseoplevelser. Du kender måske overgangen fra pixibøger og de kortere pigebøger til de lidt tykkere historier? Hvis du gør så ved du også hvor vildt det føles når du når igennem den første bog med mere end 100 sider i! For mig var det begyndelsen på min læselyst.

Den Store Djævlekrig fangede

mig og fik virkelig åbnet en verden for mig. En verden hvor man ved hjælp af ordenes kraft kunne dykke ind og være lige præcis hvem man ville være.

Udover Kenneth Bøgh Andersens bogserie fangede bogserien For-glem-mig-ej mig også.

Engesvang Bibliotek blev for mig dengang et sted hvor jeg kunne være mig selv. Et sted hvor ingen dømte dig for hvad du havde på af tøj, eller hvordan ens hår sad på den pågældende dag. Et sted hvor min dansklærer ikke længere var min dansklærer men blev et menneske som tog sig rigtig meget af mig når jeg havde en dårlig dag og et menneske som jeg kom til at holde utroligt meget af. Engesvang Bibliotek er så meget mere end blot et bibliotek for mig. Det er et sted hvor jeg kunne dele mine tanker om bøger og fordybe mig i et univers som var helt mit eget og hvor jeg ikke behøvede at prøve at være som alle de andre der ikke kunne lide bøger.

Pipalukbooks - http://blog.pipalukbooks.dk/

Mit bibliotek er Viborg Bibliotek. Her er altid liv og glade dage med udstillinger, arrangementer, brætspil og meget andet. Der er altid nogen at snakke med selv efter bibliotekarerne er gået hjem. Første billede er skakbrættet hvor mange ting sker. Her er kommer eksempelvis Marcel de Sade og taler, der er kor der synger og nogen der læser op. Det er hjertet af biblioteket.

Andet billede er nede i kælderen. Dybt nede under biblioteket står de smukkeste gamlebøger.

Bøger om H. C. Andersen, slægtsbøger og andre spændende, men ældre bøger. Jeg elsker dette sted, hvor lyset ikke er alt for skarpt og ikke mange bevæger sig ned.

Kultur For Børn - http://kulturforbørn.dk/

Lidt om Tårnby hovedbibliotek på Kamillevej: På vores lokale bibliotek kan man flyve til fjerne destinationer. På vores lokale bibliotek kan man sejle jorden rundt.

På vores lokale bibliotek kan lave små hobbyting. Der er højt læsning, varm kaffe fra caféen og altid hjælpende hænder, når man mangler inspiration til den næste bog.

Det er sjældent, at vi går tomhændet hjem, oftest har vi omtrent 10 bøger med.

Andre indlæg