Den spirende læselyst


Vi er alle startet et sted. Den første side i en bog blev vendt og det var starten på tusindvis af forskellige eventyr. Men hvor startede det henne? Hvornår begyndte din læselyst at spire? Med hjælp fra andre bloggere har jeg samlet input til hvordan læselysten begyndte at spire for dem, og måske kan det bruges som inspiration til dig selv, eller en du kender som måske ville nyde godt af, at opleve ægte læselyst.

............................................................

Lad mig bare starte med at sige, at ingen i min familie (udover min mormor) nogensinde har læst en bog. Det har i hvert fald kun været på baggrund af tvang fra skolen af så. Mit hjem har aldrig haft en bogreol eller en mor, som interesserede sig for bøger så al min læselyst stammer udelukkende fra skolen af - biblioteket var helt sikkert der hvor min læselyst startede.

Den eneste bogentusiast jeg havde var min Mormor, som jeg altid læste med lørdag aften, når jeg overnattede omme hos hende. Det blev ligesom vores ting, selvom vi læste vidt forskellige genre af bøger.

Jeg husker tydeligt den første gang i skolen, hvor jeg skulle ud og vælge en bog i bogvognen. Bøgerne var inddelt i sværhedsgrader og læreren hjalp med at udvælge den kategori, som ville være passende. Bøgerne handlede som regel om Læsefidusen og det var nogle lærerige, korte bøger, som gjorde det nemt at blive introduceret til den store verden af ord og historier. Med tiden blev min læselyst større og i takt med, at jeg til tider følte mig mere ensom, havde jeg mere brug for at læse og drømme mig væk. Min dansklærer, som også var skolens bibliotekar, sørgede altid for at finde bøger til mig. Som årene gik blev bøgerne tykkere og mere komplekse og jeg tør næsten sige, at jeg i løbet af nogle sommerferier har læst noget nær 30 bøger. I sær Heartland serien var jeg utrolig glad for, da jeg som den eneste i min klasse gik til ridning og dermed både kunne læse på samme tid med, at jeg kunne have heste i hovedet - I min lille barneverden var det fantastisk!

Efter folkeskolen sluttede, læste jeg ikke så meget. Jeg tror, at jeg brugte tiden på at "starte på en frisk" ved at lærer nye mennesker på min 10. klasse at kende og derved blev mindre ensom og havde mindre brug for bøgerne til at fylde et slags tomrum i mig. Den dag i dag er bøgerne en glæde, jeg har i hverdagen. De fylder ikke noget sørgeligt tomrum eller en ensomhed som dengang i folkeskolen, men er blevet til en interesse. At opdage selve Bookstagramverdenen har også været med til at skabe en helt ny verden af bøger for mig og jeg oplever en helt anden form for læselyst end dengang jeg var barn.

Hvad gør du for at inspirerer dit barn, dig selv, dine elever eller hvem det nu måtte være til at læse? Og hvor startede din læselyst?

...................................................................................................................................

Cathrine Rossen // Cathrinereads // Cathrines instagram // Cathrines Blog

Jeg voksede op med en masse tumult, flytning og skoleskift, hvilket gjorde at jeg havde ret svært ved at få venner, og udgjorde derfor også et let mobbeoffer. Efter mit tredje skoleskift, hvor jeg også startede i tredje klasse, var vi på skoleudflugt til det lokale bibliotek, hvor vi hver især fik udleveret et personligt lånerkort. Det var som om en hel ny verden åbnede sig op for mig! Jeg kunne sidde i timevis og bladre igennem diverse bøger. Det var også her jeg begyndte at læse den første Harry Potter bog selv (min mor havde læst den højt for mig før). Jeg levede mig så meget ind i universet, at jeg ikke havde lyst til at give slip igen. Jeg opfattede de tre hovedpersoner som mine egne venner, og følte for første gang, at jeg var del af en vennegruppe. Det var så her jeg for alvor opdagede, hvilken magi (pun, hahah) bøger kunne udgøre, og det blev en slags terapi for mig. Jeg brugte det også meget som en distraktion fra det virkelige liv, da jeg altid kunne finde trøst i en bog, eller to. Det har så holdt ved siden, selvfølgelig med nogle år on-off, men uanset hvad, finder jeg altid vej tilbage til bøgerne.

...................................................................................................................................


Anna W. Christensen //

Annas Instagram // Annas Blog

For mig har læsning altid været en naturlig og vigtig del af min fritid og mit liv. Jeg er vokset op med godnathistorier, højtlæsning og en stue fyldt med bøger, hvilket jeg er overbevist om har haft stor betydning for min interesse for læsning og skrivning. Jeg tror på, at forældrene i høj grad er med til at skabe en nysgerrighed, som senere kan udvikle sig til en decideret interesse, hos deres børn. Det er i hvert fald sådan, det startede, for mig. Og da jeg så var blevet lidt større og lærte at læse, steg nysgerrigheden blot endnu mere. Pludselig åbnede en verden af litteratur sig for mig, og det var helt fantastisk at opleve.

Det er naturligvis ikke lange og komplekse tekster, man som lille barn starter med at læse, men bare visheden om, at man en dag kan læse de tekster, giver både glæde og spænding. Og det mest vidunderlige er, at hvis ikke du kan finde den historie, du gerne vil læse, på hylden, kan du skrive den selv. Dermed giver romaner, noveller, digte etc. ikke kun glæde til læseren. De giver også glæde til forfatteren, der skriver dem, uanset om man udgiver teksterne eller ej. Derudover kan man finde sig selv, udvikle sig og opdage nye perspektiver og nuancer af verden, når man enten læser eller skriver litteratur. Man kan endda få lov til at gennemleve adskillige liv, selvom man i realiteten ikke tager fysisk del i dem. Dette er en egenskab, massevis af læsere verden over fænges af gang på gang, og som gør dem nysgerrige på livet fra barnsben og resten af deres levetid. Og det er netop ovenstående, der fascinerede mig som barn, og fik mig til at blive læser og forfatter.

...................................................................................................................................


Marie // CopenhagenBooks //

Maries Instagram

Harry Potters eventyr inspirerede mig til virkelig at læse. Så læste jeg The Hunger Games og Divergent og The Outsiders - så var jeg obsessed. Det begyndte som sagt med Harry Potter da jeg var 9 år.

...................................................................................................................................................................................

Katrine // Katrines Instagram // Katrines Blog

Jeg startede igen med at læse efter næsten 7 års "pause". Det der bragte mig tilbage var søde og dejlige Hardin. Jeg tror, at jeg læste hele After-serien i løbet af en uge - på min iPhone... Det var mange(!!!!) sider at læse på sådan en "lille" skærm, men jeg kunne simpelthen ikke slippe historien. Da jeg var i starten af teenageårene læste jeg også rigtig meget, jeg elskede Twilight Sagaen og blev faktisk forelsket i fantasy. Nu læser jeg mest kærlighedsbøger - ligegyldigt om det er YA, NA, fantasy eller en anden genre bare den har kærlighed i sig.

Andre indlæg